Jeg voksede op i et hus der var udstyret med to guitarer. Min mors og min fars. De var begge Santana’er. Altså guitarerne.
Så da det kom over mig i en alder af 12 år, at jeg ville lære mig selv at spille guitar, blev det altså på en spansk guitar. En Santana.
I de næste mange år blev Santana og jeg rigtigt gode venner. Til sidst hang han på mig, hvor end jeg gik og stod. Med andre ord var en lang affære blevet til et ægteskab.
Vi var pot og pande.
Jeg fik en ny. Den var sort. Det var også en spansk, men et andet mærke. Det gjorde ikke noget – det var bare en udvidelse af ægteskabet.
Men en dag sluttede det. Vi skulle skilles. Den sorte og jeg. Mit livslange forhold til den spanske flamme, ophørte. Sådan. Bang!
Hvorfor? Fordi jeg havde observeret at alle rigtige sangskrivere havde en western guitar. Og jeg ville jo gerne være en rigtig sangskriver…
… Så ind trådte Martin. Wow, han var en flot fyr. Knap så buttet som Santana og Sorte. En lang, smuk hals og det fineste, mahognifarvede dæk af et bryst. Meget mørk i løden. Lækkert. Som nougat og karamel.
I starten var vi meget fascinerede af hinanden. Jeg af hans fremmede, cool udseende. Han af mit anderledes fingerspil. Det havde han ikke prøvet før. Sådan at blive kælet for af spillevende fingre.
Fascinationen tog dog af, ligeså stille. Martin blev træt af, at mine fingre hang fast i hans strenge. Og det blev jeg også træt af.
Han var mere til den hårde side, med nogle ordentlige rytmiske ryk i strengene, helst med et plekter der rigtigt kunne slå fra sig.
Og jeg var ikke den hårdtslående type.
Så jeg begyndte at savne Santana og Sorte. Det var som om jeg ikke forstod at spille Martins strenge, så der kom noget godt ud af det. Det var heldigt hvis jeg fik ham til at lyde som en guitar.
For det meste levede strengene deres eget liv, og mine fingre sit.
Samklang var ikke vores stærke side.
Så vi gik fra hinanden.
Hvad Martin ikke vidste var, at jeg et stykke tid forinden, havde indledt en affære med en anden. Alhambra hed han. Han var Flamenco typen, hvor Martin var Fandango typen.
Og jeg var solgt. Jovist er denne spanske herre lidt kraftigere bygget, men på den muskuløse måde. Og det kan jeg jo godt li. Han er sprød, spraglet og levende. Hvis han var en kulørt muffin, var Martin en sandkage.
Need I say more?
Jeg er simpelthen forelsket i min nye ven, Hr. Alhambra.
Vi forstår hinanden på en måde som kun en kvinde og hendes guitar kan. Når hun kærtegner ham med sine kælne fingre, giver han sig i hele træværket og runger mandigt af fryd.
So here we come, Alhambra and I.
No comments yet.